Crypto Currency Price24H Changes
Bitcoin (BTC)
3738.63217001
5.37%
XRP (XRP)
0.3611394179
8.55%
Ethereum (ETH)
104.173542773
9.68%
Litecoin (LTC)
30.942428359
5.88%
NEO (NEO)
7.0081530432
7.54%
Alt du skal vide om Bitcoins
Bitcoin, Ethereum

Alt du skal vide om Bitcoins

Som en aktiv deltager i forskellige fora, grupper og andet med fokus på Bitcoin, Ethereum og andre lignende systemer og valutaer, ser jeg mange gange de samme spørgsmål blive stillet igen og igen. De fleste spørgsmål kan man hurtigt finde svar på ved at lave en hurtig søgning på internettet – det er dog de færreste, der gør det for alle deres spørgsmål. På nuværende tidspunkt findes der ikke én hjemmeside på dansk, hvor man kan finde svar på alle sine spørgsmål vedrørende crypto. Af denne grund vælger jeg at skrive dette blogindlæg følgende hensigt: at give en introduktion til crypto, hvordan man handler med det, hvordan man opbevarer det og meget andet. Indlægget vil løbende blive opdateret, når der kommer input fra læserne.

Hvad er Bitcoin?

Jeg vil starte med at gennemgå den mest populære crypto valuta ved navn Bitcoin. Denne er en digital valuta, der bliver skabt af computere. Bitcoins bliver ikke printet, som traditionel valuta gør. For at skabe Bitcoins, så skal man stille computerkraft til rådighed. Denne computerkraft bliver brugt til at udregne komplekse regnestykker, og hvis din computer udregner regnestykket først, så bliver du belønnet med Bitcoins. Det er en kæmpe konkurrence mellem mange mennesker og virksomheder, fordi Bitcoins er blevet meget værd med tiden. På nuværende tidspunkt er de over 2800 dollars værd, hvilket svarer til 18.600 kroner.

Hvorfor Bitcoin, og hvem står bag?

Du kan bruge Bitcoins til mange forskellige ting, og der kommer flere anvendelsesmuligheder hver eneste dag. Bitcoin er stadigvæk i udvikling, selvom kursen er så høj. Du kan tænke på Bitcoins som penge du har stående online – du kender det allerede fra din netbank. Fordelen ved Bitcoin er dog, at ingen ejer Bitcoin netværket. Det er med andre ord decentraliseret – og det er noget helt nyt og banebrydende. Med andre ord betyder det, at staten, bankerne eller en tredjepart ikke har nogen former for kontrol over dine penge.

Mange stiller derefter spørgsmålet: ”Hvem står bag?” Det er en udvikler ved navn Satoshi Nakamoto, der kom med ideen omkring et elektronisk betalingssystem, der var baseret på matematiske beviser. Ideen var i bund og grund, at man skulle kunne sende penge på tværs af landegrænser uden at skulle være afhængig af en central enhed. Dette skulle foregå med meget lave transaktionsgebyrer. Dette fungerede egentlig også meget fint indtil omkring 2016-2017, hvor gebyrerne begyndte vokse, og netværket kunne ikke følge med. På nuværende tidspunkt prøver man at løse problemet. Det er dog stadigvæk billigere at sende penge med Bitcoins end almindelig bankoverførsel, hvis man sender til udlandet (ikke EU).

Det lidt mere tekniske omkring Bitcoins

Bemærk venligst, at dette afsnit er beregnet til nybegyndere – så de kan få den simplificerede version af det tekniske med. Bitcoins bliver som nævnt ikke printet, som almindelige penge. Nej, bankerne har slet ikke kontrol over Bitcoins, og de kan slet ikke ”printe” flere for at betale deres gæld og derved gøre valutaen mindre værd, dvs. devaluere den. Bitcoins kører på et netværk, som alle kan blive en del af. Som en del af det netværk, så stiller du computerkraft til rådighed og derved miner du Bitcoins. Netværket bruges ikke kun til at mine Bitcoins – det bruges også til at bekræfte alle transaktioner på netværket.

Det er ikke muligt at generere et ubegrænset antal Bitcoins. I koden bag Bitcoin er der sat en grænse på 21 millioner Bitcoins. Der kan ikke blive lavet flere end dette, det er det absolutte maksimum. En Bitcoin kan dog deles i op til 100 millioner dele. Denne enhed kaldes for en Satoshi og er opkaldt efter grundlæggeren. En Bitcoin skrives derfor som 1 BTC, og 1 Satoshi kan skrives som 0.00000001 BTC. Bitcoin bruger også symbolet ฿. Dette svarer egentlig til kroner og ører. Der er 100 ører på 1 krone. I Bitcoin-universet er der 100 millioner Satoshis på 1 Bitcoin.

Du ved sikkert godt, at almindelig valuta (danske kroner, amerikanske dollars, euro, osv.) hvilede på guldstandarden. Dette vil sige, at en valuta var bakket op af guld. Teoretisk set kunne man til enhver tid bytte sine penge til guld – dette blev dog senere hen afskaffet. Bitcoin har dog intet med guld at gøre (andet end prisen er højere på Bitcoins end guld lige nu), fordi Bitcoins er bakket op af matematik. Som nævnt tidligere, så bliver der brugt computerkraft til at producere Bitcoins ved at løse matematiske regnestykker, der er meget komplicerede. Al koden bag kan ses af alle, det er det smarte ved Bitcoin.

Hvad gør Bitcoins så specielle?

Bitcoin netværket bliver ikke kontrolleret af én enkelt person, virksomhed, stat eller lignende. Alle maskiner på netværket arbejder sammen om at holde netværket kørende. Hvis der bliver lukket ned for en del af netværket, så kan netværket stadigvæk fortsætte, fordi det ikke er centraliseret. Dette betyder også, at staten ikke kan tage dine penge fra dig eller lave politiske indgreb.

Almindelige banker kræver, at du har pas og sygesikringskort med, hvis du skal åbne en konto hos dem. Derudover stiller de en masse personlige spørgsmål. Det er bestemt ikke nemmere, hvis du er en virksomhed. Du kan få en Bitcoin konto (hvilket er i praksis er en wallet med adresser) på få sekunder, gratis og uden at skulle have forbindelse til internettet – de fleste wallets er dog online.

Mange mener, at Bitcoins er anonyme. Det kan diskuteres. Som bruger af Bitcoins kan du have et uendeligt antal adresser, og disse er ikke tilknyttet dit rigtige navn eller andre personlige oplysninger, men Bitcoin netværket gemmer alle transaktioner, og alle folk kan se dem. Denne historik kaldes for blockchain, og du kan slå alle adresser og deres balance op – du ved dog ikke, hvem der ejer adressen. Det er dog muligt at gøre Bitcoins mere sikkert, hvis du ikke bruger den samme adresse hele tiden.

Transaktionsgebyrer og hastighed er bedre end bankernes. Det kan tage flere dage at få en overførsel til udlandet igennem, og du skal betale store gebyrer. Dette skal du ikke, når du bruger Bitcoins. Du kan betale et par kroner i gebyr, og modtageren i Kina har dem efter et par minutter. Sådan fungerede det, men netværket kan på nuværende tidspunkt ikke følge med, og derfor er transaktioner langsommere og dyrere end nogensinde før.

På internettet har mange forhandlede og sælgere af brugte ting problemer med svindel, og det at man kan trække sine penge tilbage efter et køb (lave en indsigelse til banken). Dette kan man ikke, når man bruger Bitcoins. Når de er sendt, så er de sendt. Kommer du til at sende til den forkerte adresse, så er der intet, du kan gøre. Det er sket mange gange før.

Derfor skal du bruge Bitcoins!

Hvis du er kommet så langt i teksten, så betyder det, at Bitcoins er noget du måske kommer til at bruge. Fedt! Bitcoins er stadigvæk en relativ ny valuta, og mange har stadigvæk aldrig hørt om den, men den skal nok blive mainstream en dag. Der er mange gode grunde til at bruge Bitcoins, men her kommer de typiske grunde til, hvorfor folk bruger Bitcoins.

Netbank fungerer fint her i Danmark, og vi har også MobilePay, der gør livet meget nemmere. Men hvis du skal sende penge til udlandet, så er der fordele at hente ved at bruge Bitcoins, fordi det er nemmere, hurtigere og billigere. Danmarks befolkning udgør også en meget lille del af verdens befolkning, og i andre dele af verden har de overhovedet ikke samme muligheder, dem får de ved at bruge Bitcoin.

Du kan ikke få taget dine penge fra staten, skat eller en tredje – med mindre du selvfølgelig giver lov til det. Det er ikke en opfordring til ulovligheder, men hvis du bor i et land, hvor den politiske situation er ustabil, så er det måske en meget god ide at have sine penge stående i Bitcoins i stedet for i lokal valuta, der kan miste værdien eller forsvinde fra den ene dag til den anden.

I dag bruger vi kreditkort til handel på internettet – og dine kreditkortoplysninger kan nemt blive stjålet på internettet. Du løber ikke samme risiko, når du bruger Bitcoins. Du sender til en adresse, og du skal ikke give din adgangskode ud (hvilket vil svare til kortnummer, udløbsdato og CVV). På den anden side har vi butikkerne, der kæmper mod svindel. De får måske en ordre, og det viser sig at være fra et stjålet kort. De sender varen, kortets ejer laver en indsigelse. Butikken mister dermed penge. Bitcoins kan ikke trækkes tilbage, hvilket er en fordel for sælgeren.

Mange økonomer gør meget op i inflation, og det skal helst holdes til at være på et så lavt niveau som muligt. Inflation betyder kort fortalt, at dine penge mister værdi. Derfor skal man investere, så ens penge i banken ikke mister værdi. Det samme gør sig ikke gældende for Bitcoins, der kan som tidligere nævnt ikke printes, laves eller mines flere end 21 millioner Bitcoins. Bitcoin og inflation kender derfor slet ikke hinanden 😉

Bitcoins kan gøres private og anonyme med lidt viljekraft. Som udgangspunkt er alle transaktioner offentlige, og derfor kan det ses, hvor mange Bitcoins du har sendt og til hvilken adresse. Det er dog muligt at benytte forskellige adresser og gøre brug af andre metoder for at gøre ens betalinger mere anonyme.

Lige nu foregår online betalinger på den måde, at du giver dine oplysninger til hjemmesiden, typisk igennem en betalingsgateway, derefter bliver de behandlet og trukket fra din bank. Der skal meget tillid til, og hvert led kan misbruge din oplysninger. Rent teoretisk. Du skal ikke stole på nogen, når du bruger Bitcoins. Derudover ejer du også dine penge, når du har en Bitcoin wallet. Mange har sikkert haft eller har Paypal. Det har jeg også, og jeg har oplevet lidt problemer med dem i fortiden. Eksempelvis kan det være, at Paypal beslutter sig for, at de mangler oplysninger, du har misbrugt deres platform, du har modtaget en mærkelig betaling eller lignende og fryser dine penge. Dette gør dig ude af stand til at bruge dine egne penge! Sådan er det ikke med Bitcoins. Du har også muligheden for at lave dine egne penge ved at mine Bitcoins. Det anbefales dog ikke, hvis du bor i Danmark og ikke vil smide mange penge på projektet. Tidligere kunne man have sin computer stående om natten og tjene penge, nu er det ikke rentabelt.

Hvordan får jeg Bitcoins?

Vi har nu været igennem det basale omkring Bitcoins, og du er helt sikkert klar til at få fingrene i nogle Bitcoins selv. Men hvordan gør du egentlig det? Du kan jo ikke bare smutte ned i banken og veksle kroner til Bitcoins (det kunne ellers være smart). Det nemmeste måde er at modtage en betaling for noget arbejde, varer eller lignende direkte i Bitcoins. Har du ikke denne mulighed, så kommer jeg ind på alternativer.

Som udgangspunkt har du følgende muligheder:

  • Købe dem kontant hos private eller virksomheder
  • Købe dem direkte på børser, hvor du egentlig køber fra andre folk
  • Købe dem via bankoverførsel, MobilePay, Paypal eller agurker hos private
  • Købe dem via bankoverførsel hos virksomheder (mellemmænd med kommission)
  • Købe dem i specielle Bitcoin hæveautomater

Der er andre muligheder, men jeg går ud fra, at folk fra Danmark læser dette blogindlæg, derfor fokuseres der på vores muligheder. I Danmark har vi heldigvis straks overførsel og MobilePay, hvilket gør det relativt nemt at købe Bitcoins i Danmark, hvis du bruger en af de to betalingsmetoder. Med Paypal og kreditkort er det dog ikke nemt på grund af, at disse betalinger kan blive trukket tilbage ved indsigelse til banken eller Paypal. Du finder derfor næsten ingen der vil anvende disse muligheder. Hvis de gør, så vil de sikkert have kopi af pas eller kørekort og meget andet.

Kontant hos private eller virksomheder

Hvis du har en ven, bekendt eller lignende med Bitcoins, så kan du købe af ham eller hende. Du har også mulighed for at benytte dig af forskellige grupper på Facebook for at finde folk. Privatpersoner kan sælge dem til markedskurs eller til en helt anden kurs, de bestemmer. Virksomheder sælger også Bitcoins for kontanter, men dette er mest i København-området, og her er kursen lidt over markedskursen.

Direkte på børser

Hvis du opretter dig inde på en børs, så har du mulighed for at købe Bitcoins og mange andre valutaer derinde. Problemet for mange er dog, at du skal sende kopi af pas, sygesikring og i andre tilfælde noget helt tredje. Det kan tage flere uger at blive godkendt, og du skal lave en overførsel til udlandet. Denne overførsel tager tid og koster penge. Når du endelig har penge inde på din konto på børsen, så kan du købe Bitcoins til markedskurs. Kursen bestemmes af udbud og efterspørgsel – dvs. folk køber og sælger af hinanden til en pris, de selv bestemmer.

Bankoverførsel, MobilePay eller Paypal hos private

Det er også muligt at købe Bitcoins med online betalingsmetoder. Her kan du også finde folk inde på forskellige Facebook grupper og hjemmesider. En meget god hjemmeside til at handle med private er LocalBitcoins.com. Her kan kursen være en del højere end markedskursen. Bankoverførsel er mest sikkert. Derefter kommer MobilePay og den mindst sikre er selvfølgelig Paypal.

Bankoverførsel hos virksomheder

Jeg kalder typisk disse former for virksomheder for mellemmænd. De bruger dine penge til at købe Bitcoins for på børser og sender dem til dig. De tager selvfølgelig et gebyr for deres ydelse. Nogle gange sælger de også af egen beholdning, men i praksis vil du få det samme udbetalt, fordi de sælger til markedskurs plus kommission alligevel.

Bitcoin hæveautomater

I Danmark er alle Bitcoin hæveautomater i København og omegn. De er typisk placeret på barer og caféer. Her har du mulighed for at købe dem ved at sætte kontanter i maskinen. Derefter vil der blive overført Bitcoins til din adresse. Gebyrer er forskellige, men typisk meget høje.

Opbevaring af Bitcoins

Bitcoin wallets fungerer på den måde, at de indeholder dine private keys (som egentlig er din adgangskode til en specifik Bitcoin adresse) og kan blive brugt til at bruge dine Bitcoins. Det er derfor vigtigt, at du vælger den helt rigtige wallet til dine Bitcoins. Heldigvis har jeg skrevet et indlæg lige om dette emne, og det kan du læse mere om ved at klikke her.

Sådan sælger du Bitcoins

Personligt synes jeg, at det er nemt at sælge Bitcoins, hvis man sælger til en god kurs og er god til at hjælpe køberen igennem processen, hvis det er hans eller hendes første gang. Andre oplever dog en del besvær med at komme af med deres Bitcoins. Du har to valgmuligheder ved salg: kontant eller online. Derefter er spørgsmålet, om det skal være til virksomheder eller privatpersoner. Virksomheder køber som regel under kurs, mens private køber over kurs. Du er dog mere sikker i en handel med en virksomhed.

Direkte handel med privatperson eller virksomhed

Du finder en virksomhed eller privatpersoner, der ønsker at købe dine Bitcoins. I aftaler betingelserne for handlen, og derefter mødes I på kontoret eller en cafe, hvor du får pengene kontant eller via bankoverførsel, hvorefter du sender dine Bitcoins. Det kan også foregå online, hvor principperne er de samme. Det er dog mere sikkert at gøre det face to face på en café, fordi risikoen for at blive snydt er langt mindre. Nogle virksomheder har en automatiseret proces, når du skal sælge Bitcoins til dem. Disse virksomheder kan være fra Danmark eller andre lande. Hvis du vil have pengene hurtigt, så vælg en dansk virksomhed. Et godt råd: Hvis du handler med store kontantbeløb, så tag en ven med.

Børser

Du kan sælge dine Bitcoins på børser, hvor der er mange ”buy orders” dvs. folk har lagt en ordre på et bestemt antal Bitcoins til en bestemt kurs. Du kan så vælge at sælge til den højeste ”buy order” eller lave en ”sell order” til en højere kurs og vente på et match. Problemet er bare, at børserne skal have mange oplysninger om dig, og denne proces kan tage meget lang tid. Derudover er der tale om en betaling fra udlandet, hvis du vælger at overføre pengene til din bankkonto. Det koster penge at modtage penge fra udlandet, og processen tager også lang tid her.

Sådan fungerer transaktioner på Bitcoin netværket

Du har sikkert allerede en idé om, hvordan en transaktion fungerer på netværket. Vi har allerede gennemgået det basale omkring adresser. Man sender bitcoins til adresser, som kan ses i ens egen wallet. Et sjovt fact omkring Bitcoins: man kan spore enhver Bitcoin tilbage til det tidspunkt, hvor den blev minet. Hver eneste transaktion foretaget på Bitcoin netværket er blevet gemt i block chain. Man kan sige, at det er et offentligt regnskab over alle Bitcoins. Hvis du kigger på en Bitcoin adresse, så er der faktisk ingen Bitcoins i selve adressen – for at finde ud af, hvor meget der ”ligger” på adressen, så skal man gå alle transaktioner igennem – dvs. hele block chain.

Kort fortalt: Sådan ser en transaktion ud

Enhver transaktion på netværket har 3 forskellige oplysninger. Et input, beløb og output. Input: hvilken adresser sender Bitcoins. Beløb: hvor mange Bitcoins bliver der sendt. Et output: hvem modtager Bitcoins. Sådan er hele block chain bygget op.

Kort fortalt: Opbygning af adresser og wallets

Du er på nuværende tidspunkt klar over, at der skal en adresse og en private key til for at sende Bitcoins. Begge bliver opbevaret i din wallet. En adresse er tilfældigt genererede tal og bogstaver. En private key er det samme, bare længere – og den må ikke deles med nogen! Når man sender Bitcoins, så underskriver man transaktionen med ens private key. Herefter bliver den sendt til netværket, hvor minere samler den op og smider den i en blok sammen med andre transaktioner. Hvorefter transaktionen efter et lille stykke tid bliver godkendt (med ”confirmations”).

Du skal vente, fordi din transaktion skal godkendes eller bekræftes af minerne. Minerne får også transaktionsgebyret, hvis de løser en blok. Derudover får de også en belønning i Bitcoins. På den måde bliver netværket holdt kørende.

Kort om Bitcoin mining

Det kan som udgangspunkt ikke betale sig af mine Bitcoins i Danmark. Man skal også investere mange penge i det, fordi konkurrencen er meget hård. Danmark har ikke verdens laveste priser, når det kommer til strøm. Og det kræver meget strøm at have en miner kørende. Alternativer til at mine derhjemme er at flytte operationen til udlandet, men det kræver kapital. Derudover er der også mulighed for cloud mining. Man køber computerkraft fra en virksomhed, og man miner derfor i princippet efter Bitcoins med deres udstyr. Der er meget uenighed omkring cloud mining og om det er reelt eller snyd. Jeg vil ikke sige, at det er det ene eller andet, men du bør være påpasselig omkring brugen af det. Det kunne måske være en mulighed at mine efter andre coins eller tokens som Ethereum.

Kort om lovgivning

Dette afsnit vil omhandle lovgivning omkring Bitcoins og lignende valutaer. Der vil være links til kilder ud fra hver påstand i dette afsnit, da det er en gråzone.

Ansvarsfraskrivelse

Forfatteren af dette indlæg tilbyder dig som læser dette blogindlæg som en kilde til information samt inspiration. Forfatteren fraskriver sig ethvert ansvar for forkerte- eller mangelfulde oplysninger, manglende opdatering af siden og andre fejl. Forfatteren forsøger selvfølgelig at holde indlægget opdateret. I afsnit om lovgivning skal det ikke erstatte rådgivning fra advokater og lignende.

  1. Peter Gregersen

    19. januar 2018

    Hej
    Jeg købte for nylig bitcoins for 1900 kr.Jeg er helt ny inden for området.
    Da jeg kom videre i systemet skulle jeg sende id bla. Kopi af kreditkort begge sider og pas med foto da jeg bad om at få pengene tilbage.Hvad er reglerne på dette område og kan det ikke let misbruges.
    Jeg opgav mit konto nummer +de 3 tal på bagsiden af mit kreditkort for at de kunne hæve pengene var det dumt gjort?
    Håber du kan hjælpe mig med nogle gode svar.
    Venlig hilsen
    Peter

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *