Har du fået en email fra en Bitcoin-relateret hjemmeside? Vil du vide, om den er ægte? Hvis du kan svare ja til minimum ét af de to spørgsmål, så er du havnet det helt rigtige sted. Som altid har mine artikler afsæt i noget fra virkeligheden. En person spurgte, om en mail han havde modtaget var ægte. Jeg fik tilladelse til at bruge hans eksempel, og det har jeg valgt at gøre – for at hjælpe jer (læserne) med at spotte falske Bitcoin emails. I dette scenarie er det angiveligt en email fra Bittrex (en børs). I denne artikel tager jeg udgangspunkt i billedet for oven. Der er 5 røde bokse med et tal ud fra hver. Det er hvert punkt i denne artikel med forklaring af, hvorfor der er sat en rød boks om den pågældende tekst. Jeg kan allerede fortælle, at disse 5 punkter afslører, at den pågældende mail er falsk. Man kunne nøjes med ét!

Dette skal du kigge efter for at spotte falske Bitcoin emails

Punkt 1: Der mangler navn (bedste indikator for falske Bitcoin relaterede emails)

Når du modtager en ægte email, så har du som regel opgivet dit fulde navn. Derfor bør dit navn også fremgå i emailen. Hedder du Peter Madsen, vil der så stå “Hello Peter Madsen,” eller “Dear Peter Madsen,”. Hvis din email indeholder “peter.m” (eksempelvis), så kan det godt stå som “Hello peter.m.” – og det er et tegn på, at det er en falsk mail! Med mindre dit brugernavn derinde selvfølgelig er “peter.m”.

Punkt 2: Unødvendigt stort bogstav

Der er ingen grund til, at de skriver “Update” med stort bogstav. Falske emails indeholder typisk grundlæggende grammatiske fejl, og derfor er dette endnu et punkt man skal være opmærksom på.

Punkt 3: Adressen

Hvis man meget hurtigt kigger på URL’en, så ser den rigtig nok ud. Man vil dog hurtigt opdage, at der mangler en skråstreg “/” mellem .com og 1. Dette giver ingen mening, og i sådan nogle mails laver man ikke fejl som disse.

Punkt 4: Adressen (fortsat)

Kigger man videre i URL’en, kan man også hurtigt se, at der er tale om en “.ml” side. Disse domæner er gratis, og derfor anvender “hackere” dem. Domænet i dette tilfælde er faktisk com17[…]54.ml, og subdomænet er bittrex.

Punkt 5: Grammatisk fejl

Det er desværre (for afsenderen) gået for hurtigt med at skrive den pågældende email, og den markerede sætning er totalt grammatisk forkert. Tænk på, at det er en professionel hjemmeside, der sender mailen! Derfor må den være fake.

Listen er ikke udtømmende

Imens jeg har skrevet denne artikel, har jeg allerede opdaget et par fejl mere, men jeg har gennemgået de mest væsentlige. Der er andre måder, hvorpå man kan tjekke om en email er ægte. Ovenstående 5 punkter er dog 5 meget nemme punkter, og det er vigtigt at kunne spotte sådan noget i alle sammenhænge. Hvis emailen kom direkte ind i din indbakke, er det vigtigt, at du markerer den som spam efterfølgende.

Hvorfor bliver der sendt falske Bitcoin emails?

Spammere sender mange falske emails, fordi de vil have dig til at investere i et fiktivt produkt eller tage dine penge. For at du undgår dette, har vi lavet en investeringsguide til Bitcoin.

Falsk email: “Vi har lagt til 65,928.17 DKK til din konto”

De falske emails fra BitcoinTrader

I denne omgang kigger vi på emails, hvor emnet har følgende variationer:

  • “Vi har lagt til 65,928.17 DKK til din konto”
  • “Vi har tilføjet 52 148,10 DKK til din konto”

Afsendernavnet plejer at være et af følgende:

  • “BitcoinTrader”
  • [dit eget navn]

Emailen plejer at indeholde et eller flere af følgende afsnit:

  • “Dette er en automatisk besked, der informerer dig om din nuværende Bitcoin-saldo på din konto.”
  • “Den første betaling er klar til bekræftelse”
  • “Kære kunde, Tak fordi du deltog i vores Bitcoin-program. Vi vil gerne informere dig om, at din bitcoin bonus nu er tilgængelig og klar til at blive trukket tilbage.”

Hvad skal man gøre?

Først og fremmest, skal du ikke klikke på links i emailen. Du vil kun få flere lignende fupemails. Ved at klikke på et link, bekræfter du, at din email eksisterer, og du rent faktisk tjekker din indbakke (eller endda din spammappe).

De fleste lytter til ovenstående råd og lader være med at reagere på emailen. Nogle lytter dog ikke og bruger argumentet “Jamen, jeg kan huske, jeg havde noget med Bitcoin at gøre i 2012, og så har jeg glemt alt om det! Måske er det, det!“. Her kan jeg fortælle dig, at du tager fejl.

Emailen antyder, at dine Bitcoins udløber, og dette er teknisk set umuligt.

Falsk email: “Important Security Notification From Blockchain”

Har du modtaget en email addresseret fra Blockchain.com? Hvor du skal ind og bekræfte din konto eller svare på et sikkerhedsspørgsmål? Find ud af, om der er tale om en falsk email i denne artikel.

Email fra Blockchain. Er den falsk?

Hvis du ikke har en konto eller wallet hos Blockchain.com, kan du godt slette emailen med det samme om glemme det.

Hvis du har en konto hos eller wallet hos Blockchain.com eller i tvivl, så er mailen nok fake.

Er du stadigvæk i tvivl, så gå ind på den officielle hjemmeside og følg processen “glemt mit kodeord”. Modtager du en email omkring nulstilling af adgangskode? Ja, har du en konto hos dem og kan derefter logge ind og tjekke, om der er noget “galt” med din konto eller wallet.

Ser emailen ud som nedenstående, så kan du være sikker på, at der er tale om en fupemail fra Blockchain.com:

Her kan vi tydeligt se, at linket fører et andet sted hen end Blockchain.com. Pas på jer selv derude!

Opdatering (2021): Denne type mail er ikke så hyppig som tidligere, men en falsk mail fra Coinbase med “Action Requested” i emnet er meget hyppig.

Find en ægte wallet i stedet

Hvis du har åbnet mailen og har fået lyst til at investere i Bitcoin eller andre kryptovalutaer, så er du det rette sted.

Vi har mange artikler om emnet her på siden. Du burde starte med at finde en wallet til Bitcoin, hvis du vil investere i Bitcoin. Vi har kun en oversigt over ægte wallets og links. På den måde undgår du at komme det forkerte sted hen.

Folk der sender disse mails ud vil gerne opnå følgende:

  • Få dig til at oprette en falsk wallet
  • Stjæle dine penge fra din ægte wallet

Begge dele kan du undgå ved at følge vores råd på siden her. Vi anbefaler normalt en hardware wallet. Det kan du læse mere om ved at klikke på ovenstående link.

Falsk email: “Tjen tusinder, der handler med bitcoin”

En ny email rammer på nuværende tidspunkt danskernes indbakker. Der er tale om en falsk email, hvor Mads Mikkelsen angiveligt har tjent mange penge på Bitcoin.

Denne email er falsk, og der skal ikke klikkes på links! Klikker du på et link, risikerer du at modtage mange flere emails af samme slags i fremtiden.

Har du fået emailen, eller har du andre kommentarer? Rul ned i bunden af artiklen og del din mening eller kommentar! 👇

Oplysninger om Mads Mikkelsen emailen

Titel: Tjen tusinder, der handler med bitcoin

Overskrift: SPECIALRAPPORT: Mads Mikkelsens seneste investering forbløffer eksperter og skræmmer de store banker

Afsender: 19 8th Street South PMB 341, Fargo, ND, 58103 (adressen er sandsynligvis falsk)

Screenshot:

Andre steder hvor Mads Mikkelsens navn bliver brugt

Vi har erfaret, at Mads Mikkelsens navn også bliver brugt i forskellige kampagner på Facebook og andre medier.

Der er i alle tilfælde tale om snyd, og det er ikke ægte. Du skal bare lukke din browser, og slette mailen (hvis det er på mail). Har du set noget lignende på Facebook, så skal du rapportere det til Facebook med det samme.

Hvis du følger linket, vil du i mange tilfælde blive ringet op af telefonsælgere fra forskellige investeringsprogrammer. Dette kræver selvfølgelig, at du udfylder dine oplysninger – så lad være med det!

Der er en rigtig god artikel om at kendte får misbrugt deres navn i forbindelse med Bitcoin.

Falsk mail: “Angående udbetaling til din mobilepay.”

Rigtig mange modtager en mail med titlen “Angående udbetaling til din mobilepay.“, hvor den første linje i beskeden er “Melding fra Crypto-Danmark“.

Hvad er Crypto-Danmark?

Efter en del henvendelser fra folk omkring netop denne mail, har jeg valgt at skrive dette korte indlæg om den mail.

Der er tale om en falsk mail, og du har ikke Bitcoins liggende et sted. Marker mailen som spam og slet den med det samme. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der sker, hvis du går ind på det – men det er ikke legitimt.

Se nedenstående billede for at se, hvordan den omtalte mail ser ud.

Der er specifikt blevet spurgt om, om mailen er blevet afsendt af MyCrypto.dk. Jeg kan godt se, at man kan forveksle det med “Crypto-Danmark”.

MyCrypto.dk har intet med den omtalte mail at gøre (og alle andre mails, der lover dig noget).

Det er utrolig sjældent, at der bliver afsendt en mail fra os. Vi svarer normalt kun på beskeder, vi tager ikke første kontakt.

På nuværende tidspunkt er Bitcoin og kryptovaluta stadigvæk ukendt for mange, og dette udnytter folkene bag disse mails.

For god ordens skyld har jeg tjekket, om de folk, der er tilmeldt mit nyhedsbrev er dem, der har skrevet til mig. Det gør sig ikke gældende. Crypto-Danmark går derfor ikke specifikt efter vores læsere.

Hvis du vil i gang med kryptovaluta

Har du i forbindelse med mailen besluttet dig for at komme i gang med kryptovaluta, så er det vigtigt, du gør det rigtigt.

Følg aldrig anvisninger, du får i en email! Rigtig mange bliver snydt på den måde.

Vi har lavet en Bitcoin investeringsguide til nybegyndere. Denne kan du med fordel benytte dig af for at komme i gang med Bitcoin. Vi har også lavet en del guides omkring andre emner, du måske vil finde interessant.

Hvis du ikke ved, hvad Bitcoin er, så har Wikipedia en god artikel på dansk.